Hvad er forskellen på BNP og BNI?

Er Danmark blevet rigere - eller er det bare vores virksomheder, der skovler profitter hjem i udlandet? Spørgsmålet dukker gang på gang op, når økonomiske nøgletal rammer forsiden, og politikerne kappes om at fortælle historien om vækst, velstand og fordeling. Ofte slynges både BNP og BNI på bordet, som om de var to sider af samme mønt. Men bag forkortelserne gemmer sig grundlæggende forskellige mål for økonomiens puls - og forskellen kan tippe balancen i den politiske debat.

På kapitalisme.dk dyrker vi de tal, der driver markederne, former velstanden og understøtter det kapitalistiske system. Vi har derfor lagt disse to økonomiske giganter under luppen: bruttonationalproduktet (BNP) og bruttonationalindkomsten (BNI). Hvad måler de egentlig? Hvordan beregnes de? Og hvornår giver det bedst mening at gribe fat i det ene frem for det andet?

I denne artikel zoomer vi ind på alt fra de tørre nationalregnskabsregler til de spraglede cases, hvor tal­-trylleriet får Irland til at se rigere ud, end det måske er, og hvor danske pensionskasser pumper vores BNI i vejret. Hvis du vil forstå, hvorfor et land kan få en vækstfest på papiret, mens borgernes lønsedler står stille, så følg med - vi skiller myter fra fakta og viser, hvordan BNP og BNI hver især kan blive både redskab og blind vinkel i jagten på økonomisk indsigt.

BNP vs. BNI: Grundlæggende definitioner

Bruttonationalproduktet (BNP) - på engelsk Gross Domestic Product (GDP) - er det mest kendte mål i nationalregnskabet, fordi det beskriver værdien af al produktion af varer og tjenester inden for et lands geografiske grænser i en given periode, typisk et år eller et kvartal. Det er altså et territorielt begreb: Uanset om fabrikken ejes af et dansk eller udenlandsk selskab, tæller produktionen med, blot den foregår i Danmark. BNP bruges derfor som temperaturmåler for den økonomiske aktivitet, kapacitetsudnyttelsen og den kortsigtede konjunkturcyklus.

Bruttonationalindkomsten (BNI) - på engelsk Gross National Income (GNI) - tager derimod udgangspunkt i hvem der modtager indkomsten, ikke hvor den skabes. BNI opgøres som BNP plus netto primære indkomster fra udlandet, dvs. danskeres løn, renter, udbytter og reinvesterede overskud indtjent i udlandet fratrukket udlændinges tilsvarende indtjening i Danmark. Forskellen afspejler, at kapital, arbejdskraft og ejerskab krydser grænser: En dansker, der modtager udbytte fra en fabrik i Sverige, øger Danmarks BNI men ikke BNP, mens en tysk virksomhed, der repatrierer profit fra produktion i Aarhus, trækker tilsvarende ned i BNI men forbliver i BNP.

BNP og BNI eksisterer altså side om side i nationalregnskabet, fordi de belyser to forskellige dimensioner af økonomien: produktionens størrelse på territoriet (BNP/GDP) og den indkomst der ender i borgernes lommer (BNI/GNI). For økonomer, politikere og investorer giver denne dobbelthed mulighed for at skelne mellem aktivitetsniveau (relevant fx for arbejdsmarked og kapacitetsudvidelser) og velfærds- eller skattepotentiale (relevant fx for offentlige finanser, indkomstfordeling og udviklingsbistand).

Hvordan beregnes de? Nøgletal og justeringer

BNP er kerneaggregatet i nationalregnskabet og kan i princippet opgøres på tre indbyrdes konsistente måder: produktionsmetoden, indkomstmetoden og udgiftsmetoden. Grundformlen er BNP = værditilvækst + produktskatter - produktsubsidier = primære indkomster til arbejdstagere og kapital + nettoskatter på produktion = samlet anvendelse til forbrug, investering og nettoeksport.

I praksis ser regnestykket således ud:
Produktionssiden: summen af bruttoværditilvæksten fra alle institutionelle brancher plus moms og punktafgifter.
Indkomstsiden: løn og arbejdsgiverbidrag + driftsoverskud & blandet indkomst + afskrivninger + produktskatter - produktsubsidier.
Udgiftssiden: privat & offentligt forbrug + fast realinvestering + lagerændringer + nettoeksport (eksport − import).
Forskellige kilder (momstal, lønsumsstatistik, varehandelsdata, virksomheders regnskaber) bruges til at krydstjekke tallene, hvorefter Danmarks Statistik balancerer dem i et såkaldt supply-use-system.

For at gå fra BNP til BNI foretages én central justering: tilføj eller fratræk netto primære indkomster fra udlandet (NPIU). Formelt:
BNI = BNP + (modtagne lønninger fra udlandet − betalte lønninger til udlandet)
+ (modtagne renter, udbytter og reinvesterede overskud − betalte ditto)
Disse strømme registreres på betalingsbalancens indkomstkonto og omfatter bl.a. grænsependleres løn, multinationale koncerners overskud, rederirenter og porteføljeafkast. Når NPIU er positiv - som typisk for Danmark - bliver BNI derfor større end BNP.

Pointen er, at BNP måler værdiskabelsen inden for det geografiske territorium, mens BNI fordeler denne og al anden primær indkomst efter ejerskab og bopæl. Hvis en udenlandsk ejet fabrik producerer i Danmark, tæller produktionen med i dansk BNP, men udbytterne, der sendes hjem til moderselskabet, fratrækkes, når vi beregner dansk BNI. Omvendt lægges A.P. Møllers overskud i Singapore til dansk BNI, fordi ejeren er dansk resident. Denne distinktion er afgørende, når man vil forstå velstand, finanspolitisk råderum eller gældsbetjeningsevne - og den forklarer, hvorfor små åbne økonomier med store udlandsformuer kan have markante forskelle mellem de to nøgletal.

Hvornår giver BNP eller BNI mest mening?

BNP bruges først og fremmest, når man vil tage temperaturen på den økonomiske aktivitet inden for landets grænser her og nu. Nationalbanker, Finansministerier og konjunkturbarometre holder øje med kvartalsvis BNP for at vurdere kapacitetsudnyttelse (er der høj- eller lavkonjunktur?) og produktivitet (produktion pr. arbejdstime). Af samme grund offentliggøres tallet i flere “filtre”:

BNI derimod træder i forgrunden, når man flytter fokus fra “hvor meget der produceres” til “hvor store indkomster der tilfalder landets bosatte”. Politikker om indkomstfordeling, skattebase og finanspolitisk råderum baseres derfor oftere på BNI end på BNP. Internationalt bruger Verdensbanken f.eks. GNI pr. indbygger som nøgle til at klassificere lande i lav-, mellem- og højindkomstgrupper, og OECD kigger på real BNI pr. capita, når man sammenligner velstand blandt medlemslande. Da BNI inkluderer netto løn, renter og udbytter fra udlandet, giver det også en mere retvisende indikator for, hvor meget et land kan forbruge, opspare eller investere - og dermed hvorvidt statsbudgettet hviler på et solidt indkomstgrundlag. Også her gælder behovet for reale, pr. indbygger og sæsonkorrigerede tal, hvis man vil foretage meningsfulde sammenligninger over tid og på tværs af lande.

Eksempler, faldgruber og betydning for politik

Forskellen mellem BNP og BNI bliver tydelig, når vi ser på konkrete lande. Irland og Luxembourg har enorme BNP-tal, fordi multinationale selskaber flytter produktion (eller snarere registrerede overskud) hertil af skatteårsager. Når overskuddet efterfølgende sendes hjem til udenlandske ejere, trækkes det fra i BNI, som derfor ligger markant under BNP. Omvendt gælder det for råstoføkonomier som Kasakhstan eller Angola: Her trækkes store udbytter ud af udenlandske olieselskaber, så også disse landes BNI ender lavere end BNP. I andre tilfælde går pilen den modsatte vej: lande med mange udvandrere, der sender remitteringer hjem (fx Filippinerne), eller steder hvor tusindvis af grænsependlere arbejder i nabolandet (fx Bosnien-Herzegovina ift. Kroatien). Her vil BNI ofte ligge over BNP, fordi de udenlandske lønindkomster lægges til i nationalregnskabet.

• Mega-BNP, mini-BNI: Irland (BNI ~ 20 % under BNP)
• Råstofeffekt: Angola (BNI ~ 10 % under BNP)
• Pendler- og remitteringseffekt: Filippinerne (BNI ~ 7 % over BNP)

Danmark er et interessant midtercase. Siden midten af 00’erne har udenlandske nettoformuer - især fra rederier, pensionskasser og medicinalsektoren - genereret stabile indtægtsstrømme til danske ejere. Det betyder, at BNI næsten altid ligger 1-3 pct. over BNP. Ifølge Danmarks Statistik udgjorde forskellen i 2023 ca. 55 mia. kr., svarende til godt 2 % af BNP. Konsekvensen er, at vi i gennemsnit har råd til mere forbrug, end vores indenlandske produktion kan forklare, hvilket også kan ses i det vedvarende overskud på betalingsbalancen.

Gap’et mellem BNP og BNI er ikke blot teknisk bogholderi; det har politiske implikationer:

• Levestandard: IMF, OECD og Verdensbanken bruger ofte BNI pr. indbygger til velstandssammenligninger, fordi tallet netop afspejler den disponible indkomst hos landets beboere.
• Finanspolitisk råderum: For et land som Danmark giver et højere BNI større skattegrundlag - og højere EU-bidrag, da medlemsafgiften baseres på BNI.
• Væksttolkning: Når Irlands BNP springer 25 % på ét år pga. en enkelt selskabsflytning, bør politikerne kigge på BNI eller “modified GNI” (GNI*) for at forstå den reelle konjunktur.
• Betalingsbalance og valuta: Persistente forskelle peger på strukturelle netto-indkomststrømme, som kan påvirke valutakurs og kapitalbevægelser - noget især små råvare- og skatteparadisøkonomier må tage højde for.