Forestil dig et supermarked, hvor prisskiltene pludselig bliver byttet om, så prisen på billigt basmatiris fordobles natten over. Du forventer naturligvis, at kunderne vil springe risene over og fylde indkøbskurven med nudler, pasta eller hvad der nu er billigere den dag. Men næste morgen er hylden med ris tømt. Har butikschefen ramt rigtigt, eller har han opfundet en økonomisk gåde?
Velkommen til fænomenet Giffen-varer - de få, men fascinerende undtagelser fra den ellers urokkelige lov om faldende efterspørgsel. Her bryder forbrugerne den klassiske logik: de køber mere, når prisen stiger, og mindre, når prisen falder.
I denne artikel fra Kapitalistisk Ordbog dykker vi ned i, hvad en Giffen-vare egentlig er, hvorfor den trodser lærebogens efterspørgselskurve, og hvilke usædvanlige betingelser der skal være opfyldt, før paradokset opstår. Undervejs kigger vi bl.a. på kinesiske ris, irske kartofler og forskellen til statussymboler som champagne og designertasker.
Lyder det kontraintuitivt? Det er det. Læs videre, og bliv klogere på, hvordan et simpelt basisprodukt kan vende hele markedsloven på hovedet - og hvad det betyder for alt fra fødevarepolitik til din egen indkøbskurv.
Hvad er en Giffen-vare? Definition, intuition og nødvendige betingelser
En Giffen-vare er et økonomisk kuriosum, hvor efterspørgslen vokser - ikke falder - når prisen stiger. Det giver en positiv hældning på efterspørgselskurven og bryder dermed den klassiske lov om aftagende efterspørgsel. Forklaringen ligger i samspillet mellem to kræfter: Når prisen på en billig, inferiør basisvare (fx ris, hvede eller majsgrød) stiger, bliver husholdningen reelt fattigere. Indkomsteffekten presser dem til at nedjustere forbruget af dyrere fødevarer (kød, grøntsager) og i stedet fylde maven med endnu mere af den billigere basiskalorie, selv om den nu koster mere. Hvis denne negative indkomsteffekt er stærkere end den normale substitutionseffekt (at man søger væk fra den vare, der bliver dyrere), ender den samlede effekt med, at efterspørgslen på den dyrere vare faktisk stiger.
For at dette paradoks kan opstå, skal flere nødvendige betingelser være opfyldt:
- Stor budgetandel: Varen skal udgøre en betydelig del af husholdningens samlede udgifter, så prisændringer mærkbart påvirker realindkomsten.
- Få nære substitutter: Der må ikke være let tilgængelige og billige alternativer, som man kan bytte over til.
- Lav indkomst/eksistensminimum: Forbrugeren skal være tæt på sultegrænsen, så små realindkomsttab tvinger til at prioritere kalorier frem for kvalitet.
- Begrænset kvalitetssubstitution: Markedet skal mangle mulighed for at skifte til “næsten samme vare” i bedre kvalitet, fordi den allerede er for dyr.
Eksempler, empiri og afgrænsning fra Veblen-varer
Empirien er sparsom, men den findes: Den mest citerede feltundersøgelse er Jensen & Miller (2008), der fik landsbyer i Hunan- og Gansu-provinsen til at deltage i et naturligt eksperiment, hvor prisen på henholdsvis ris og hvede blev sænket gennem kuponer. Da subsidiet udløb, steg prisen igen - og netop der registrerede forskerne den «perverse» bevægelse: fattige husholdninger, for hvem basisvaren udgjorde 40-60 % af budgettet, købte flere kilo ris/hvede, når den blev dyrere, fordi realindkomsten faldt så meget, at de måtte droppe kød og grønt. Lignende effekter er siden fundet i meget tørre områder af Etiopien (teff) og i visse Sahel-områder (durra). Den klassiske historie om kartofler under den irske hungersnød (1845-49) er mere omdiskuteret: kildegrundlaget er spinkelt, og nye rekonstruktioner tyder på, at kartoflernes andel af calories allerede var maksimal, så efterspørgslen næppe kunne stige yderligere, uanset pris.
Skillelinjen til Veblen-varer er krystalklar, selv om begge typer giver en opadskrånende efterspørgselskurve: For Giffen-varer drives det af den negative realindkomsteffekt hos husholdninger, som presses ned mod eksistensminimum; substitutionseffekten trækker fortsat nedad. For Veblen-varer (luksusbiler, haute couture, NFT’er) er det omvendt: her løfter en højere pris varens signalværdi, så efterspørgslen stiger af statusmotiver, selv om forbrugerne kunne få samme nytte billigere. Det er altså forskellen mellem «nødt til at købe mere» og «vælger at købe mere for at vise det».
Hvorfor er fænomenet sjældent i moderne markedsøkonomier? For det første skal varen udgøre en stor budgetandel og have få nære substitutter; begge betingelser undermineres af vækst, urbanisering og global handel. For det andet har offentlige sikkerhedsnet og mobile betalingsmidler udjævnet de ekstreme indkomstchok, der tidligere kunne udløse Giffen-adfærd. Endelig gør detailsektorens sortimentsbredde det lettere at skifte til billigere proteiner eller kalorier, så substitutionseffekten oftere dominerer.
Måling og policy-implikationer: Økonomer tester typisk for Giffen-effekter via randomiserede prisinterventioner eller paneldata med store prisudsving; man estimerer Hicks-dekomponering og kræver, at dQ/dP > 0 samtidig med, at varen er inferiør. For politikere betyder det, at prislofter på basisfødevarer kan give bagslag, fordi de fordyrer alternativerne og dermed øger sårbarhed, mens kontante overførsler eller målrettede fødevarekuponer mindsker indkomstchokket uden at forstyrre relative priser. Ved katastrofehjælp gælder samme logik: cash-programmer er oftest mere effektive - medmindre infrastrukturen er så svag, at fysisk kornudlevering er den eneste mulighed.
Kapitalisme Online