Bankkriser er ældre end moderne aktiemarkeder og digitale betalinger. Før 1900 kunne problemer i en seddelbank, et diskonthus eller en stor obligationsforretning allerede sprede sig til handel, investeringer og politik.
De seks forløb her er forskellige. Nogle omfatter dokumenterede ulovligheder, andre risikable forretningsmodeller, tab og mislykket krisehåndtering. De viser blandt andet, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem manglende kontanter her og nu og en virksomhed, hvis aktiver ikke længere kan dække gælden.
1. John Law og Mississippi-boblen, 1719–1720
Skotten John Law oprettede Banque Générale i Frankrig i 1716. Banken blev overtaget af staten i december 1718 og kendt som Banque Royale. Samtidig blev hans handelskompagni centrum for en omfattende omlægning af fransk statsgæld.
Statsgæld, aktier og bankens sedler blev tæt forbundet. Systemet skulle lette finansieringen af staten og give økonomien mere anvendelige betalingsmidler, men udviklede sig til en kraftig aktiespekulation.
I maj 1720 forsøgte Law at dæmpe inflationen ved at nedskrive aktier og sedler. Det udløste et run og betalingsstandsning. Efterfølgende forsøg på at trække betalingsmidler ud af omløb reddede ikke systemet, og Law forlod Frankrig i december.
Oprydningen fortsatte efter hans afrejse. Forskellige former for gæld og værdipapirer blev behandlet forskelligt under omstruktureringen; forløbet kan ikke beskrives som én fælles halvering af alle sedler på én bestemt dag.
Historien viser risikoen ved at gøre statens finansiering, en banks betalingsmidler og værdien af et handelsselskabs aktier afhængige af hinanden. Den er ikke et bevis for, at papirpenge i sig selv nødvendigvis må ende i et kollaps.
2. Bank of Amsterdam og tillidstabet i slutningen af 1700-tallet
Amsterdams Wisselbank blev oprettet i 1609 og fik stor betydning for betalinger mellem købmænd. Kontopenge i banken kunne overføres mellem kunder og fik en central rolle i international handel.
Bankens historie var mere kompliceret end et ubrudt løfte om én mønt i kassen for hver bogført enhed. Den ydede lån allerede tidligt, og i 1683 blev forholdet mellem kontopenge, indleveret metal og retten til udbetaling ændret.
Under den fjerde engelsk-nederlandske krig i 1780’erne blev presset på det hollandske ostindiske kompagni, VOC, stort. Amsterdam lod banken udvide støtten til kompagniet og andre låntagere. Det svækkede dens finansielle stilling.
Tilliden til bankpengene faldt, og deres markedsværdi kom under pres. Udviklingen blev yderligere forværret omkring den franske invasion i vinteren 1794–1795.
Wisselbanken blev endeligt lukket i 1819. De Nederlandsche Bank var oprettet som en anden institution i 1814; Wisselbanken blev ikke blot nationaliseret under dette navn i 1796.
Forløbet illustrerer, at et betalingsmiddels troværdighed også afhænger af udstederens aktiver, politiske bindinger og mulighed for at håndtere tab.
3. Overend, Gurney & Co., 1866
Overend, Gurney & Co. var Londons største diskonthus. Forretningen havde en vigtig rolle i markedet for veksler, men opbyggede også store dårlige lån.
Den 9. maj 1866 søgte huset hjælp hos Bank of England. Centralbanken afslog på grund af insolvens. Overend Gurney standsede betalingerne den 10. maj; den voldsomme panik dagen efter blev kendt som Black Friday.
Det er derfor væsentligt at skelne mellem virksomhedens egen betalingsstandsning og den efterfølgende panik. Krisen var heller ikke blot et spørgsmål om en sund virksomhed, der tilfældigvis manglede kontanter en enkelt dag.
Bank of England støttede markedet, selv om den ikke reddede Overend Gurney. Hændelserne blev en vigtig del af debatten om centralbankens rolle som sidste långiver, senere diskuteret af Walter Bagehot i Lombard Street fra 1873.
Et centralt spørgsmål er fortsat, hvem der skal have likviditet under en krise, på hvilke vilkår og med hvilken sikkerhed. Støtte til betalingssystemet er ikke nødvendigvis det samme som at holde enhver nødlidende virksomhed i live.
4. Jay Cooke & Company og panikken i 1873
Det amerikanske finanshus Jay Cooke & Company var stærkt engageret i jernbanefinansiering, især Northern Pacific. Da det blev vanskeligere at sælge værdipapirerne og skaffe ny finansiering, kom huset i alvorlige problemer.
Jay Cooke & Company brød sammen den 18. september 1873. Konkursen svækkede tilliden til både jernbanerne og de banker, der finansierede dem. Den 20. september lukkede New York Stock Exchange, og handelen blev først genoptaget ti dage senere.
Panikken bredte sig til flere dele af USA, og mindst hundrede banker gik ned. Betalingsproblemer og svigtende kredit ramte også virksomheder uden for finanssektoren.
Krisen blev knyttet til den langvarige amerikanske økonomiske nedgang i 1870’erne. Betegnelsen “den lange depression” bruges imidlertid om forskellige tidsrum og udviklinger; den betyder ikke, at hele Europa og USA havde én ensartet recession helt frem til 1896.
Forløbet gav debat om bankreformer, men førte ikke straks til en amerikansk centralbank. Federal Reserve blev oprettet i 1913 efter flere senere kriser og politiske forhandlinger.
5. Baring-krisen, 1890
Baring Brothers var et vigtigt britisk finanshus med store engagementer i Argentina og Uruguay. Da markedet for argentinske værdipapirer svigtede, sad huset med en koncentreret risiko og forpligtelser, som var vanskelige at honorere.
Bank of Englands guvernør William Lidderdale organiserede i november 1890 en redningsordning med støtte fra andre finanshuse. Garantifonden var på omkring 17 millioner pund og skulle hjælpe med at sikre, at forpligtelserne kunne opfyldes.
Et rekonstrueret selskab fortsatte Barings forretning. Det var altså et andet forløb end et simpelt ophør af alle aktiviteter, og garantierne var ikke det samme som et på forhånd konstateret tab af hele beløbet.
Internationalt samarbejde bidrog også. Bank of England fik støtte fra Banque de France, og der blev opnået et tilsagn fra Rusland. Det hjalp med at begrænse presset på det britiske finanssystem.
Krisen er et eksempel på problemer ved store engagementer i få lande og på en koordineret redning. Den viser også, hvorfor en krises følger skal undersøges konkret frem for automatisk at blive beskrevet som et globalt banksammenbrud.
6. Banca Romana-skandalen, 1892–1893
Efter Italiens samling eksisterede flere banker med ret til at udstede sedler. Ejendomsboomet i Rom og den efterfølgende krise lagde pres på systemet.
I december 1892 blev alvorlige uregelmæssigheder ved Banca Romana offentligt kendt efter tidligere hemmeligholdelse. Sagen omfattede ulovlig seddeludstedelse og dublerede sedler og fik store politiske og juridiske konsekvenser.
Bankreformen i 1893 førte til Banca d’Italia gennem sammenlægning af Banca Nazionale og de to toscanske udstederbanker. Banca Romana indgik ikke i denne fusion; den blev likvideret.
Banco di Napoli og Banco di Sicilia beholdt samtidig deres udstedelsesret. Banca d’Italia fik først monopol på seddeludstedelsen i 1926, så reformen skabte ikke et fuldt monopol med det samme.
Forløbet handlede både om dårlige engagementer, ulovligheder og forholdet mellem banker og politisk magt. Reformen var et vigtigt skridt i Italiens centralbankhistorie, men den moderne institutions opgaver og status udviklede sig over flere årtier.
Hvad de seks kriser har til fælles
Gennemsigtige regnskaber, forsvarlig risikospredning og en plan for betalingsproblemer går igen som relevante temaer. Men kriserne er ikke identiske: En spekulationsboble, en insolvent långiver og ulovlig seddeludstedelse kræver forskellige forklaringer.
Det gør historien mere nyttig at skelne mellem konkrete hændelser, efterfølgende reformer og de økonomiske fortolkninger, som senere er blevet knyttet til dem.

