6 bankskandaler før 1900 som du bør kende

Wall Street-krak, hedge-fondskollaps og bailouts dominerer ofte nutidens nyhedsstrøm – men finansiel tumult har altid været en del af kapitalismens blodomløb. Før år 1900 rullede nogle af historiens mest spektakulære bankskandaler hen over kontinenterne, fyldt med papirpenge-eksperimenter, skjult insolvens, politisk korruption og global dominoeffekt.

I denne artikel zoomer vi ind på seks opsigtsvækkende tilfælde, der – hver på sin måde – omskrev reglerne for banker, stater og markeder:

• En skotsk eventyrers luftkastel i Frankrig, der fik hele Paris til at kaste sig over aktier trykt med frisk seddeltryk.
• Europas mest betroede clearingbank, som i det skjulte forvandlede fuldreserve til fuld risiko.
• Et victoriansk diskonthus, hvis grådige satsning på jernbaner vendte Londons gader til panik og lagde grunden til begrebet lender of last resort.
• En amerikansk investeringsbank, der drog ud for at bygge jernbaner – og endte med at starte Den Lange Depression.
• En global redningsaktion i Bank of Englands regi, da argentinske obligationer trak navnkundige Baring Brothers mod afgrunden.
• En italiensk seddelbank fuld af nummer-duplikering, politiske kuverter og et kollaps, der gav Italien sin centralbank.

Hver skandale er både thriller og lærebog: Vi ser, hvordan overmodig kreditudvidelse, ringe gennemsigtighed og politisk indblanding kan puste bobler op – og hvordan de samme mekanismer stadig spøger i moderne finans.

Sæt dig godt til rette, og lad Kapitalisme Online guide dig gennem de dramatiske hændelser, som formede nutidens banktilsyn, centralbanker og kriseberedskab. Historien gentager sig aldrig helt – men den rimer, og den begynder lige her.

Mississippi-boblen og John Laws Banque Royale (1719–1720)

Da skotske John Law i 1716 fik kongelig tilladelse til at oprette Banque Générale, lancerede han et ambitiøst eksperiment: at redde den franske stat fra gældskollaps ved at erstatte mønt med papirpenge og konvertere statsgæld til aktier i et kolonimonopol. Kun tre år senere endte projektet i et spektakulært løft af både pengemængde og aktiekurser – og i et ligeså spektakulært sammenbrud.

Mekanikken bag miraklet – Og boblen

Byggeklods	Funktion	Konsekvens
Banque Générale (1716)	Privat bank med ret til at udstede sedler indløselige i sølv	Sedler cirkulerer som praktisk betalingsmiddel; staten kan låne
Mississippi-kompagniet (1717)	Monopol på handel og skatter i Louisiana-territoriet	Lokker investorer med koloniale drømme
Fusion & navneskift til Banque Royale (1718)	Kronen garanterer seddelkurs; banken bliver de facto centralbank	Statsgælden og pengeskabelsen blandes fuldstændigt
Gældskonvertering (1719)	Indehavere af statsgæld kan købe aktier i Mississippi-kompagniet til pari	Efterspørgsel efter aktier + sedler stiger eksplosivt

Den selvsvingende spiral

1. Sedler trykkes for at lette køb af aktier -> pengemængden firedobles på ét år.
2. Aktiekursen stiger fra 500 til ca. 10 000 livres (august 1719 – januar 1720).
3. Spekulationen breder sig: Pariserboulevarder fyldes af nybagte “millionærer”; husholdninger pantsætter alt for at tegne sig.
4. Inflation & importboom: franske priser stiger 30 % på få måneder, sølvstrømmen ud af landet tiltager.
5. Udsættelse af sølvindløsning (maj 1720) -> tilliden brister, panikagtigt run på både bank og aktier.

Kollapset i tal

• 1. kvartal 1720: Ca. 2,6 milliarder livres sedler i omløb (mod 700 mio. et år tidligere).
• Maj-december 1720: Mississippi-aktien falder over 90 %.
• December 1720: Bankens sedler nedskrives til 50 % af pålydende – derefter fuld demonetisering.

Efterdønninger

• Politisk: John Law flygtede; regenten Philippe d’Orléans trak støtten tilbage.
• Monetær: Frankrig bandt sig igen til møntsølv; papirpenge var tabu i næsten et århundrede.
• Social: Småsparere tabte formuer, aristokratiet og hoffet reddede sig relativt helskindet – et ekko i den franske offentligheds hukommelse frem til revolutionen.

Lærepunkter for eftertiden

• Uafhængighed er nøgleordet: Når en centralbank (Banque Royale) underlægges statens umiddelbare finansieringsbehov, udhules den monetære disciplin.
• Kreditudvidelse har grænser: En boble kan pumpes via nyudstedte sedler, men når indløsning i realaktiver eller metal sættes på prøve, kollapser pyramiden.
• Gennemsigtighed mindsker panik: Laws hemmeligholdte tal om sedelmængden og koloniforretningens realøkonomiske værdi forstærkede chokket.
• Aktiver ≠ likvide midler: At bruge næsten illikvide koloniale fremtidsindtægter som primær reserve viste faren ved at matche langsigtet usikker indtjening med kortsigtede forpligtelser.

Mississippi-boblen blev derfor ikke kun en farverig finansskandale, men også et af historiens første case studies i, hvorfor en centralbank bør være begrænset, transparent og uafhængig – en lektion, der stadig spøger i moderne pengepolitik.

Bank of Amsterdam: fra fuldreserve til skjult insolvens (1791–1795)

Bank of Amsterdam – eller Wisselbanken – blev i mere end et århundrede anset som den protestantiske handelsverdens sikreste værdidepot. Grundpillen var et eksplícit fuldreserveprincip: for hver banco-florin, der stod på en købmands konto, lå en tilsvarende mængde mønt af høj finhed i bankens kister på Damrak.

Fra urørlig til udhulet

1. 1609-1750: Banken nyder ry for knivskarp bogføring, stabil vægt på mønten og nul udlån.
2. 1750-1780: De første afvigelser. Byen Amsterdam bruger banken som diskret finansieringskilde til krigsudgifter. Poster skjules som “anticipatie” (forudbetaling af skatter).
3. 1780-1790: VOC’s skrantende handelsimperium søger redningsplanke. Banken yder løbende kreditter mod kolonipant – i strid med eget charter – og fører dem i balancen til pari.

Skønnet reservegrad (specie/indskud)

År	Officiel reservegrad	Reel (rekonstrueret) reservegrad
1750	100 %	≈ 100 %
1780	100 %	≈ 75 %
1790	100 %	≈ 30-40 %

Det hemmelige udlån blev holdt kørende af politisk tryk og regnskabstekniske finter. Ingen offentlig rapporteringspligt betød, at hverken handlende i Hamburg eller bankierer i London anede uråd – indtil markederne selv lugtede lunten.

Afsløringen (1791)

• Rygter om voksende VOC-tab får Banco-gulden til at falde til agio – den børshandlede præmie over fysisk sølv krymper.
• Købmænd begynder at konvertere konti til mønt. Banken udleverer først lydigt, men hver udbetaling tømmer kisterne hurtigere end forventet.
• Byrådet indfører diskret “midlertidig ventetid” på større hævninger. Et officielt run er nu en realitet.

Krisen under fransk besættelse (1794-1795)

Da franske tropper krydser isen og indtager Amsterdam i januar 1795, knækker den sidste rest af tillid:

1. VOC’s obligationer bliver værdiløse under krigspresset.
2. Møntbestanden er allerede svundet ind; det nye revolutionære styre pålægger banken at finansiere milits og fødevareimport.
3. 26. marts 1795: Banken suspenderer fuld konvertibilitet – i praksis en betalingsstandsning.
4. I 1796 nationaliseres resterne som Nederlandsche Bank, og processerne afvikles frem til 1820 med tab på 11-12 mio. floriner.

Lærepunkter for eftertiden

• Gennemsigtighed slår mytologi: Selv den mest hæderkronede institution kan miste tilliden, hvis regnskaber er lukkede.
• Reserveforvaltning er ikke trivielt: Lange, politisk motiverede lån finansieret af synligt “penge på konto” skaber fatal løbetidsmismatch.
• Uafhængighed vs. statsfinansiering: Når en central bank (forløberen til én) gøres til finansieringsarm for byråd eller kolonimonopol, opstår moral hazard.
• Signalværdien af konvertibilitet: Et fuldreserve-løfte er værdiløst uden troværdig lovramme, revision og løbende publicering af reserve-balance.
• Systemisk rolle: Sammenbruddet lammede clearingen mellem Hamburg, London og Amsterdam og viste, at endog 1700-tallets globaliserede handel var afhængig af central likviditet.

Bank of Amsterdams stille forvandling fra urokkelig fuldreservebank til skjult insolvent långiver blev et historisk skoleeksempel på, at transparens, robust reservepolitik og institutionel armslængde er tre sider af samme mønt – uanset århundrede.

Overend, Gurney & Co. falder – London-krisen og læren om likviditet (1866)

I første halvdel af 1800-tallet var Overend, Gurney & Co. Londons største diskonthus – et slags engros-penge­marked før fed funds og repo fandtes. Huset formidlede veksler for købmænd og provinsbanker og havde ry for prudent drift og solide reserver. Succesen fristede imidlertid til ekspansion:

• I 1850’erne strømmede kapital til jernbaneboomet. Overend & Gurney begyndte at holde veksler og obligationer fra jernbane­selskaberne på egen bog i stedet for blot at rediscountere dem.
• Aktiverne blev langfristede og illikvide, mens passivsiden – indlån fra banker, købmænd og “bill brokers” – stadig var korte og omsættelige.
• Da boomet ebbede ud efter 1860, faldt markeds­værdien af jernbane­papirerne, men porteføljen blev bogført til pålydende.

Katalysator – Fra snigende tvivl til black friday

1. Marts-april 1866: Rygter om tab på jernbane­engagementer cirkulerer. Indskyderne begynder at trække midler, og house’et søger støtte hos andre banker – uden held.
2. 10. maj: Ledelsen henvender sig til Bank of England (BoE) for et nød­lån. BoE afviser, da sikkerhederne vurderes som alt for dårlige.
3. 11. maj – “Black Friday”: Overend & Gurney suspenderer betalinger med et passiv på ca. 11 mio. £ – enormt i tidens målestok. Panik bryder straks ud i Lombard Street; bank­aktier styrtdykker, og en række provincial banks må lukke samme dag.

Bank of englands krisehåndtering

Værktøj	Gennemførelse	Ny brik i kriseværktøjskassen
Diskontrente	Hæves stejlt fra 7 % til 10 % for at tiltrække guld og dæmpe efterspørgslen på kontanter.	Viser hvordan prissætning kan erstatte kvoteration.
Nødbreve (“letter of indemnity”)	Regeringen giver BoE lov til at overskride Bank Charter Act 1844’s seddelbegrænsning, hvis det kræves.	Et tidligt eksempel på suspension clause – legalt rammeværk for LOLR.
Selektiv likviditet	BoE låner til solvente banker mod god sikkerhed, men nægter at redde Overend & Gurney.	Indvarsler princippet: “Lån rigeligt, men kun mod gode pantsætninger.”

Systemiske chok

• Penge­markedet tørrede ud: Diskontrater i det private marked nåede 15 % – tre gange Bank Rate.
• Provinsbanker faldt som dominobrikker pga. indskuds­run og sammenfiltrede “accept houses”.
• Realkredit- og jernbane­investeringer stoppede brat, hvilket udløste recession i 1866-67 og en kortvarig stigning i arbejdsløsheden til ~10 % i Stor­britannien.

Læringen – Hvorfor 1866 stadig citeres i centralbank-håndbøger

1. Lender of Last Resort-dogmet blev kodificeret. Walter Bagehot brugte krisen som empirisk rygstød for sit berømte mantra (Lombard Street, 1873): “Lend freely, at a high rate, on good collateral.”
2. Likviditetsstyring & løbetidsmismatch: Overend & Gurney demonstrerede, at selv “korte” pengeformidlere kan gå ned, hvis deres aktiver ikke kan realiseres hurtigt.
3. Transparens & regnskabs­praksis: Skjulte jernbane­tabs bogført til pålydende fik investorer til at undervurdere risikoen – en tidlig motivation for moderne mark-to-market og revisionskrav.
4. Politisk accept af centralbankens aktive rolle: Parlamentets øjeblikkelige godkendelse af BoE’s lovbrud (overtrædelsen af 1844-akten) banede vejen for mere frit mandat i kommende kriser.

Overend & Gurneys fald mindede verden om, at likviditet aldrig er garanteret, selv for de største aktører, og at en centralbank må balancere moralsk risiko mod systemisk kollaps. Krisen i 1866 blev dermed et af de vigtigste laboratorier for den moderne LOLR-arkitektur, som endnu 150 år senere er referencepunkt under navne som TAF, LTRO og QE.

Jay Cooke & Company og Panikken i 1873 (USA)

I begyndelsen af 1870’erne var Jay Cooke & Company Wall Streets mest glitrende adresse.
 Firmaet havde med held solgt Union‐obligationer under Borgerkrigenog havde oparbejdet et ry som uovervindeligt. Men prestige blevforvekslet med ufejlbarlighed, og netop dét gjorde krakket destomere chokerende.

En farlig satsning på northern pacific railroad

1. Massiv underwriting: Cooke påtog sig i 1870-73 langt hovedparten af finansieringen til Northern Pacific Railroad – et gigantprojekt, som endnu ikke havde rentabel trafik.
2. Kortfristet finansiering: Obligationerne blev oprindeligt solgt til europæiske sparere, men efterfrå­g­en dalede, og Cooke beholdt store usolgte beholdninger på egen bog. De blev finansieret gennem løbende banklån og indskud fra private investorer.
3. Markedet vender: Våren 1873 steg byggesomkostninger og råvarepriser, mens tyske og britiske investorer trak sig tilbage efter krigen i Frankrig og strammere pengepolitik. Cooke indså, at han måtte placere 300 mio. $ i nye obligationer hurtigt – ellers slap likviditeten op.
4. 9. september 1873: Salgsforsøget mislykkes. Rygterne om manglende kontanter spreder sig, og counterparties nægter at fornye dagslånet.

Panikken folder sig ud – Time for time

• 18. september: Jay Cooke & Co. suspenderer betalingerne. I løbet af minutter dannes der kø ved filialerne i New York og Philadelphia.
• Børsmæglere kaster jernbaneaktier på markedet for at skaffe kontanter. Priserne falder 10-20 % på én dag.
• 19.-20. september: Runs på mindre state banks i Midtvesten; to nationalbanker i New York lukker dørene.
• 20.-25. september: Likviditeten tørrer ind; New York Stock Exchange lukker helt fra 20. til 30. september – første gang siden 1814.

Kædereaktionen gennem finanssystemet

Det amerikanske banksystem var dengang spagfærdigt sammenkædet afkorrespondentkonti i New York. Da storbybankerne trak linjerne tilprovinsbankerne, frøs betalingssystemet:

1. Clearing‐chok: By‐bankerne holdt på kontante reserver; check‐gearingen kollapsede, og interregionale betalinger måtte afvikles i guld eller greenbacks, som skulle sendes fysisk med tog.
2. Suspendere konvertibilitet: Over 1000 banker indførte “temporary suspension” og udbetalte kun småbeløb i kontanter.
3. Industriforringelse: Jernstålværker og kulminer lukkede, fordi lønninger ikke kunne udbetales, og fordi jernbanerne stoppede ordrer. 5000 virksomheder gik konkurs de næste 12 måneder.

Guld eller greenbacks – En højspændt pengepolitisk strid

Borgerkrigens greenbacks (statslige papirpenge uden fuldguld‐dækning) cirkulerede stadig side om side med guldmønter. Panikkengenantændte debatten:

Fraktion	Position	Argumenter under panikken
Hard Money-lejr	Straks tilbage til fuld guldstandard	Panikken skyldtes spekulation finansieret af oppustet papirmængde Guld fuldender kredittilliden og tiltrækker europæisk kapital
Greenback-bevægelsen	Permanente fiatpenge og ekspansion	Likviditetskrisen beviste, at der var for lidt omløbsmiddel Landmænd og arbejdere trængte til lavere realrente

Kongressen udstedte en begrænset mængde nye“treasury notes” i 1874, men Resumption Act(1875) lagde vejen for tilbagekosten af guldkonvertibiliteti 1879. Striden skabte varige politiske skillelinjer,der kulminerede i præsidentvalget 1896 (McKinley vs. Bryan).

Langsigtede konsekvenser for tilsyn og bankstruktur

Panikken i 1873 indledte den såkaldte LangeDepression (1873-79 i USA; helt til 1896 iEuropa). Erfaringerne drev en reformbølge:

• National Banking Act‐nettet strammes: Comptroller of the Currency fik bredere beføjelser til at lukke insolvente banker hurtigt.
• Dublerede reservekrav: Reserve city banks måtte holde 25 % i kontanter; landbanks 15 %.
• Rapportering og revision: Alle nationalbanker pålagdes mindst fem uvarslede call reports årligt.
• Spor mod en centralbank: Ideerne om en permanent lender of last resort tog fart. Den Aldrich‐kommission (1908) og ultimativt Federal Reserve Act (1913) trak direkte på erfaringerne fra 1873, 1893 og 1907.

Kapitalistisk morale

Jay Cooke‐krakket demonstrerede, hvor hurtigt løbetids‐og koncentrationsrisiko kan vælte selv den mest berømtefinanshus, når likviditet forsvinder. Samtidig viste konflikten mellemhard‐ og soft‐money‐lejren, at institutionel klarhed ompengeordningen er vital for markeders tillid. Uden gennemsigtighedom både monetær og regulatorisk rygdækning vil kapital flygte – ogkriserne blive dybere, end de behøver at være.

Baring-krisen: Argentinsk gæld og global redningsaktion (1890)

I slutningen af 1880’erne var Baring Brothers & Co. selve symbolet på victoriansk finansmagt. Den traditionsrige merchant bank havde indtaget en dominerende rolle som underwriter af udenlandske stats- og infrastrukturlån – og især Argentina var blevet bankens guldkalv.

Udbygningen af jernbaner til korn- og kvægområderne, havneudvidelser i Buenos Aires samt provinsielle vand- og gasværker blev næsten alt sammen placeret hos britiske investorer igennem Baring. Frem til 1889 tegnede banken alene eller som lead manager for:

• mere end £20 mio. argentinske statslån,
• omkring £10 mio. provinsslån (Buenos Aires, Santa Fe m.fl.),
• og yderligere £15 mio. virksomhedsobligationer til havne, jernbaner og kloakprojekter.

Den aggressive vækst betød, at Baring i stigende grad måtte bære usolgte obligationsbeviser på egne bøger. Da eksportpriser på kød og hvede faldt, pesoen kom under pres, og et militært kupforsøg i 1890 skræmte investorerne væk, stod banken pludselig med en beholdning af argentinske værdipapirer, som ikke kunne realiseres uden store kurstab.

Bank of England griber ind

Høsten 1890 nærmede sig en økonomisk afgrund. Frygten for et Baring-kollaps truede hele City of Londons betalingssystem, og guvernør William Lidderdale iværksatte en hidtil uset redningsaktion:

1. Der oprettedes en garantifond på £17 mio., hvor Bank of England selv indskød £2 mio.
2. Yderligere £15 mio. blev tegnet af et konsortium på over 40 banker og forsikringsselskaber.
3. Barings gode aktiver blev placeret i et nyt selskab (Baring Brothers & Co. Ltd.), mens de giftige argentinske papirer blev lagt i et særskilt trust-bo (“The Baring Estate”) og løbende afviklet.

Udvalgte bidragydere til garantifonden

Institution	Garantibeløb (£)
Bank of England	2.000.000
Rothschild & Sons	1.000.000
Barclay, Bevan & Co.	750.000
Glyn, Mills, Currie & Co.	500.000
Marine Insurance cos. (samlet)	1.500.000

Den koordinerede støtte fjernede den akutte likviditetspanik; ingen indskyder mistede penge, og kreditsystemet overlevede uden suspension af guldudbetalinger. Alligevel kostede afviklingen anslået £9 mio. i nettotab fordelt over flere år.

Globale efterskælv

• London: Risikopræmier på emerging-market-gæld steg, og emissioner fra Latin­amerika tørrede ind i næsten fem år.
• New York: Gulddræn fra USA til London i redningsperioden udløste stress i de amerikanske nationalbanker og fornyet debat om sølv- vs. guldfod.
• Europa: Både Banque de France og Reichsbank blokerede for større guldudlån til London, hvilket understregede behovet for international koordination.

Hvad lærte finansverdenen?

1. Sovereign due diligence: Banker begyndte at opbygge dedikerede landerisiko-komitéer; kreditvurderingsbureauet Moody’s (oprettet 1900) kan spores tilbage til denne nye informationssult.
2. Porteføljediversificering: Enkelteksponering mod en “solopgangsstat” blev nu set som uprofessionelt.
3. Centralbank som krise­koordinator: Baring-casen blev pensum for senere lender-of-last-resort-doktriner; Bank of England viste, at støtte kan designes som garantier snarere end direkte bail-outs.
4. Internationalt samarbejde: Frøene til senere institutioner som Bank for International Settlements (1930) blev sået; behovet for fælles spilleregler stod klart.

Barings kollaps blev dermed ikke blot en argentinsk tragedie, men et vendepunkt i global finansarkitektur – hvor professionel risikovurdering og koordineret krisehåndtering blev løftet fra ad hoc-kunst til disciplineret praksis.

Banca Romana-skandalen: falske sedler, politik og reform (1892–1893)

Efter Italiens samling i 1860’erne fik seks banche di emissione (banksed­del­udstedere) lov til at cirkulere lire-sedler. Den største syd for Po-floden var Banca Romana,hvis hovedsæde lå få hundrede meter fra Montecitorio, hvor parlamentet holdt til.Loven af 1874 begrænsede alle udstedende bankers circulatione til deres guld-og sølvreserver plus et maksimumloft (for Banca Romana: 60 mio. lire).

Svindlen: Dobbelt nummerering og politisk bestikkelse

1. Overudstedelse – banken trykte omkring 41 mio. lire ud over loftet. For at maskere det anvendte man dobbelt nummerering: to sedler fik samme serienummer men forskellig bogstavkode, så revisionsprotokoller så korrekte ud.
2. Skjulte konti – uregistrerede pengesedler blev lånt ud til byggespekulanter under Roms ejendomsboom og til “møre” politikere, herunder indflydelsesrige ministre. Rentebetalinger blev ofte rullet videre, så tabene voksede.
3. Falsk bogføring – kasserer Giuseppe Lazzaroni førte to sæt bøger: ét til inspektører og ét internt. Tabene blev dækket med nytryk af sedler – en klassisk Ponzi-dynamik.

Inspektionerne og det politiske jordskælv (1892-1893)

År	Nøglebegivenhed	Hovedpersoner
1889	Hemmelig regeringsrapport varsler uregelmæssigheder, bliver arkiveret for ikke at rokke båden.	PM Francesco Crispi
1892	Ny inspektion under finansminister Giovanni Giolitti afslører dobbelt nummerering, men han udsætter offentliggørelsen for at “købe tid”.	Giolitti, guvernør Bernardo Tanlongo
Jan. 1893	Læk til pressen → panik. Guvernør Tanlongo arresteres, rigsretssag mod tidligere ministre.	Tanlongo, flere parlamentsmedlemmer
Mar.-Apr. 1893	Giolitti tvinges til at gå af; Crispi vender tilbage som premierminister.	Giolitti, Crispi
1894	Retssag ender med frifindelser pga. juridiske teknikaliteter, men den offentlige tillid er knust.	–

Konsekvenser for tillid og økonomi

• Bank run på Banca Romana og pres på de fem andre note-banker; regeringen må suspendere konvertibiliteten midlertidigt.
• Obligationsrenter på italiensk statsgæld stiger med ~150 basispoint, fordi investorer prissætter højere politisk risiko.
• Pressen – især den socialistiske Avanti! – bruger sagen som bevis for “kapitalismens iboende korruption”, hvilket nærer massebevægelsers fremmarch.

Strukturel oprydning: Fødslen af banca d’italia

Krisen pressede parlamentet til at vedtage Bankloven af 10. august 1893:

1. Fusion af Banca Romana, Banca Nazionale del Regno og Banca Nazionale Toscana til den nye Banca d’Italia.
2. Monopol (de facto) – kun Banca d’Italia måtte efterhånden udstede nye sedler; de to mindre regionalbanker blev fasede ud i 1926.
3. Gennemsigtighedskrav – månedlige offentliggørelser af reserver, sedler i omløb og diskonteringsportefølje.
4. Politisk armslængde – bestyrelsens flertal skulle udpeges af grupper uden direkte parlamentarisk kontrol for at undgå gentagelse af favorisering.

Hvad lærte verden?

Banca Romana-skandalen blev et tidligt case-study i “governance”:

• Det er let at misbruge seddelpressen, når flere private enheder deler udstedelsesretten og tilsynet er svagt.
• Transparent regnskab og entydig serienummerering af sedler er uundværlige redskaber mod kreativ bogføring.
• Centralisering af udstedelsesretten kan styrke troværdigheden – forudsat at den nye centralbank har operationel uafhængighed fra den politiske cyklus.

Dermed lever Banca Romana videre som advarsel: Når pengepolitik,tilsyn og politisk favorisering smelter sammen, er det tilliden – og isidste ende hele økonomien – der betaler prisen.